Landsmøde for Venstre 2019 – EP

Ep-kadidater venstre, Charlotte munch

Den 2. marts afholdt Venstre landsmøde i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet. 

Dette er særligt, fordi det kun er hvert femte år, der afholdes Europa-Parlamentsvalg. For første gang nogensinde havde Venstre valgt at afholde et landsmøde baseret kun på EP-valget.

Formålet var at beslutte indholdet af vores Europapolitik samt at stemme om  rækkefølgen af kandidaterne til stemmesedlen – herunder naturligvis også min placering på stemmesedlen.

Intet er tilfældigt

Det er ikke helt lige meget, hvor man som politiker bliver placeret på en stemmeseddel. Der ligger en masse taktik bag. Derfor skulle vi kandidater (12 i alt) hver især holde en tale på maksimalt to minutter for alle Venstres medlemmer.

Det er ingen hemmelighed, at jeg var meget nervøs for talen. Udover de fremmødte Venstrefolk var der også TV og diverse medier tilstede.

Det hjalp dog, at jeg havde øvet talen utallige gange samt fået feedback fra min søde og meget hjælpsomme veninde Line Baun Danielsen. Lige inden min tale gav hun mig også en peptalk og sendte mig en kærlig hilsen. Det hjælper altid med opbakning fra ens nærmeste.

Det er vigtigt for mig, at I ved, at jeg blot er et menneske. Det er jo faktisk også derfor, jeg har valgt at gå ind i politik, men den historie kan I få på et andet tidspunkt. 
Når det er sagt, vil jeg da gerne have, at jeg ikke kludrer i min tale, men fremstår sikker i min sag.

Talen gik godt! På trods af, at jeg få steder snuplede lidt over mine ord.

Læs også: Fokus på socialpolitik i Europa-Parlamentet

Min placering

Som du kan se på dette billede, fik jeg plads nr. 6 på stemmesedlen. Det vil sige, at når du går ind i stemmeboksen til EP-valget og ser ned på Venstres kandidater, så står jeg nederst i første kolonne. Det betyder ALTSÅ, at du skal sætte dit kryds ud for mit navn.

Det er jeg ganske tilfreds med. (Det ses vel på billedet ovenover?)

Som jeg skrev lidt tidligere, er der en del taktik indblandet i forhold til, hvor man er placeret på stemmesedlen. Det bedste er selvfølgelig at ligge øverst, men det er spidskandidaten Morten Løkkegaard, der velfortjent har denne plads. Herefter er det bedst (som kvinde) at placere sig som den første kvinde på stemmesedlen. Dette skyldes, at hvis man har til sinde at stemme på en kvindelig politiker, er man mere tilbøjelig til at vælge den første kvinde på stemmesedlen (inden for det parti man støtter). Den plads fik jeg desværre ikke, men til gengæld kom jeg med i den første gruppe/kolonne på stemmesedlen, hvilket også er rigtig godt.

Husk, at se efter mit navn på stemmesedlen. Hvis du stemmer personligt på mig, er der større sandsynlighed for, at jeg bliver valgt ind i Europa-Parlamentet.

En god dag

Selvom dagen, hvor landsmødet blev holdt, var lang og fyldt med sommerfugle i maven, var det en rigtig god dag i Venstres tegn. Når jeg er omgivet af kompetente kollegaer og andre, der også brænder for politik, kan jeg mærke, at jeg befinder mig det helt rigtige sted. Jeg ønsker at komme frem med mine budskaber og kæmpe for mine holdninger.

Stem personligt på Charlotte Munch

Europa-Parlamentetsvalget er søndag den 26. maj 2019 – så husk at STEMME!

Jeg vælger at runde af med en opfordring om, at du selvfølgelig skal stemme personligt på mig til Europa-Parlamentsvalget 2019.

– Charlotte Munch
EP-Kandidat og Folketingskandidat for Venstre

Følg mig på Facebook eller Instagram ved at klikke på ikonerne 👇

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *